Køb af sølv i Danmark

Enhver sammenligning i denne guide måles mod den løbende sølvpris, som viser metallets rene værdi og aldrig, hvad et køb i Danmark faktisk kommer til at koste. Forskellen mellem de to tal er hele emnet.

25 procent på alt — også når andre former er fritaget

Dansk moms lægges med den generelle sats på 25 % på enhver form for fysisk sølv: støbte barrer, prægede investeringsbarrer, bullion-mønter og alt andet, der bliver solgt som sølv (momsloven, LBK nr. 209 af 27.02.2024, § 33). Der findes ingen reduceret sats i dansk moms og ingen beløbsgrænse, hvorunder afgiften bortfalder — Danmark kender kun 25 % og de fritagelser, loven udtrykkeligt nævner.

Hvorfor det ikke fremgår af spotprisen

En forhandlers salgspris følger kun i sin første bestanddel den kurve, du har fulgt. Hvad der ellers lægger sig oven på metalværdien — fremstilling, distribution, forhandlerens avance og spændet mellem købs- og salgskurs — er fælles for guld og sølv og gennemgås i guiden om køb af guld. Sølvets eget er den sidste post: momsen lægger sig som et fjerde led oven på metalværdi, fremstilling og avance, og den følger med uanset format, finhed og mængde.

Hvorfor sølv aldrig bliver investeringsguld i momsloven

Fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 20 gælder udelukkende investeringsguld, som § 73 a, stk. 1 definerer med krav til lødighed, vægt, prægeår, betalingsmiddelstatus og pris — hele definitionen gennemgås i guiden om køb af guld. Den afgørende pointe for en sølvkøber er allerede synlig i selve ordlyden.

Det er hverken en fortolkning, en administrativ afgrænsning eller en tærskel, en køber kan nå ved at vælge renere eller større sølv: den paragraf, der overhovedet fritager noget, taler kun om guld. Sølvet rammes derfor af hovedreglen i § 4, stk. 1 — en levering mod vederlag her i landet, foretaget af en afgiftspligtig person — og af den generelle sats i § 33, uden noget lavere trin at falde ned i. Den konsoliderede LBK nr. 209 af 27.02.2024 skal desuden læses sammen med ændringsloven LOV nr. 332 af 09.04.2024, som blandt andet ophævede § 48 med virkning fra 01.01.2025 og nyaffattede § 69, stk. 1, nr. 5; fritagelseslisten i § 13 nævner fortsat ikke sølv.

Betalingsmiddelfritagelsen, der ikke redder sølvet

Momsloven undtager også „mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset fra samlerobjekter" (§ 13, stk. 1, nr. 11, litra d). Den hjælper ikke en sølvkøber, for en bullion-mønt handles langt over sin pålydende værdi og aldrig som egentligt betalingsmiddel. Den juridiske vejledning illustrerer selve mekanikken med et eksempel fra en anden mønt: „Platinum nobles er lovligt betalingsmiddel på Isle of Man, men betragtes normalt som samleobjekt og er derfor ikke omfattet af fritagelsen i momslovens ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra d" (D.A.5.20.2). Samme logik gælder enhver sølvmønt, der sælges for sit metalindhold snarere end sin pålydende værdi.

Barre eller mønt: ens ved købet, forskellige ved videresalget

Ved selve købet er der ingen forskel: en ny sølvbarre og en ny sølvmønt fra en forhandler bærer begge de fulde 25 % af hele salgsprisen, fordi ingen af dem kan blive investeringsguld. Den forskel, mange købere leder efter ved købet, opstår først, hvis mønten senere skal videresælges — og kun for mønten.

Denne asymmetri — ens ved købet, muligvis forskellig ved salget — er grunden til, at brugtmomsordningen fortjener sit eget afsnit, og den er samtidig den mest almindelige fejlkilde, når udenlandsk erfaring bruges direkte på et dansk sølvkøb.

For en køber, der overvejer en sølvbarre over for en bullion-mønt, betyder det i praksis: momsen på selve købet er ens, uanset hvad du vælger, men kun mønten har en chance for at blive billigere at eje igen ved et senere salg. Den chance er hverken garanteret eller ens for alle mønter, og den afhænger — som næste afsnit viser — af, hvordan mønten reelt handles.

Brugtmomsordningen: sølvbarrer aldrig, en brugt mønt måske

§ 69, stk. 3 definerer brugte varer som løsøre „bortset fra kunstgenstande, samlerobjekter, antikviteter samt ædelmetaller og -stene" — og Den juridiske vejledning (D.A.18.3.2) deler ædelmetal i to grupper. Ædelmetal, der ikke er forarbejdet til smykker, mønter og lignende, er aldrig en brugt vare: en sølvbarre, uanset om den er ny eller tilbagekøbt fra en privatperson, bærer altid 25 % af hele salgsprisen. Ædelmetal, der er forarbejdet til smykker, mønter og lignende, kan derimod være en brugt vare.

Den anden vej: samlerobjekt efter KN 97 05

Ved siden af den brugte vare findes en anden og selvstændig vej ind i fortjenstmargenordningen: § 69, stk. 1 omfatter også ægte samlerobjekter, og en mønt under toldtariffens position KN 97 05 er per definition et samlerobjekt — uanset om den nogensinde er blevet „brugt" i ordets almindelige forstand. En sjælden numismatisk sølvmønt kan derfor være margenberettiget ad denne vej, selv i tilfælde hvor den vurdering, der gælder for brugte varer, ville have peget mod metalsiden.

I praksis er forskellen tydeligst for en numismatisk samlermønt: dens værdi er knyttet til sjældenhed og tilstand snarere end til den aktuelle metalpris, og netop derfor kan den falde ind under § 69, stk. 1 uafhængigt af, hvordan en almindelig bullion-mønt ville blive vurderet.

To metoder til at opgøre momsgrundlaget

Når en sølvmønt handles under fortjenstmargenordningen (se ordforklaringen), er afgiftsgrundlaget ikke salgsprisen, men 80 % af forskellen mellem salgs- og købspris (§ 70, stk. 1). Loven giver forhandleren to metoder til at opgøre den forskel, og de to metoder behandler et tab helt forskelligt.

§ 70, stk. 1, 3. pkt. siger det direkte: „Såfremt købsprisen overstiger salgsprisen, kan det overskydende beløb ikke fratrækkes i afgiftsgrundlaget for andre salg." Vælger forhandleren i stedet periodemetoden, bliver et tilsvarende underskud i stedet ført videre til den følgende afgiftsperiode (momsbekendtgørelsen, BEK nr. 1435 af 29.11.2023, § 124, stk. 3).

Et regneeksempel: enkeltmargenmetoden på en solgt sølvmønt

Salgspris, brugt bullion-mønt (fortjenstmargenordning)   1.200 kr.
− Købspris, dokumenteret hos privat sælger                 900 kr.
= Margin (bruttoavance)                                    300 kr.
× 80 %, afgiftsgrundlag efter § 70, stk. 1                  240 kr.
× 25 % moms, § 33                                             60 kr.
  Momsen er indeholdt i de 1.200 kr. — fakturaen viser
  intet særskilt momsbeløb, jf. § 71 a, stk. 1

Hvis den samme forhandler samme dag køber en anden mønt for 1.400 kr. og først sælger den senere med tab, kan det tab ikke trække de 300 kr. margin ovenfor ned — kun periodemetoden giver den mulighed, og kun for fremtidige perioder.

Fakturaen uden moms og det fradrag, køberen ikke har

En faktura udstedt efter fortjenstmargenordningen må ikke angive et momsbeløb — hverken som linje eller som sats. Det følger af selve loven, § 71 a, stk. 1, og gentages i momsbekendtgørelsen § 122, stk. 2. I stedet skal fakturaen bære den lovpligtige påtegning „fortjenstmargenordning - brugte genstande - køber har ikke fradrag for momsen" (BEK nr. 1435 af 29.11.2023, § 122, stk. 3, nr. 1).

Forskellen mellem de to fakturatyper er derfor ikke kun en bogføringsdetalje. Den afgør, om de 25 %, der i sidste ende betales, fremgår som et selvstændigt beløb eller ligger skjult i marginen (se ordforklaringen for en anden vinkel på samme spørgsmål).

Indførsel af samlerobjekter fra lande uden for EU

Almindelige sølvbarrer og bullion-mønter, der importeres fra et land uden for EU, bliver standardmæssigt pålagt de fulde 25 % af hele toldværdien ved indførslen — der findes ingen særordning for fysisk sølv som sådan. Ægte samlerobjekter under KN-positionerne 97 04 og 97 05 er derimod omfattet af en reduceret beregningsmetode ved indførsel: afgiftsgrundlaget sættes til 20 % af den normale værdi, hvilket giver en effektiv sats på 5 % (§ 32, stk. 2).

Forskellen har en praktisk konsekvens for enhver, der overvejer et køb hos en udenlandsk forhandler: en pakke med rene bullion-mønter behandles toldmæssigt som almindeligt sølv til 25 %, mens den samme pakke med dokumenterede samlermønter kan blive vurderet efter den lavere effektive sats. Det er tolddeklarationen og varens reelle karakter, der afgør sagen — ikke sælgerens egen betegnelse på fakturaen.

Over grænsen: køb i EU, fjernsalg og de 150 euro

Køber en privatperson sølv i et andet EU-land og tager det selv med hjem, udløser det ingen dansk moms — § 11 om erhvervelse inden for EU rammer kun momsregistrerede virksomheder, aldrig privatpersoner. Prisen, køberen har betalt, indeholder allerede sælgerlandets egen momssats, og den kan være både højere og lavere end de danske 25 %.

Handler den danske kunde i stedet online hos en forhandler i et andet EU-land, afgøres det af sælgerens samlede EU-omsætning: overstiger den 10.000 euro i indeværende eller foregående kalenderår, flytter leveringsstedet til Danmark, og forhandleren skal opkræve dansk moms (§ 21 e, stk. 1, nr. 3 jf. § 14 b, stk. 1).

De 150 euro, som mange overser

For en sølvmønt bestilt hos en forhandler uden for EU er den praktisk vigtigste tærskel en helt anden: momsloven nævner fire gange en grænse på 150 euro for importordningen — forsendelser „indført fra steder uden for EU … med en reel værdi, der ikke overstiger 150 euro". Ligger værdien over de 150 euro, gælder i stedet den almindelige importmoms; transportøren opkræver den typisk sammen med sit eget ekspeditionsgebyr — sidstnævnte er en forretningspraksis, ikke et lovkrav.

For en dansk køber, der sammenligner et udenlandsk tilbud med et dansk, er det derfor sjældent de 10.000 euro i fjernsalgsreglen, der afgør noget — den tærskel handler om sælgerens registreringspligt, ikke om købers regning. Den tærskel, der rent faktisk rammer en enkelt bestilling, er langt oftere de 150 euro.

Vægt og volumen: hvorfor sølv fylder mere, end prisen antyder

Sølvs langt lavere pris pr. gram er selve tiltrækningen — og samtidig kilden til et praktisk problem. For det samme beløb får en køber mange gange den vægt, et guldkøb ville have givet, og fordi sølv desuden er et lettere metal end guld, vokser volumen endnu mere end vægten alene. En guldbeholdning, der ligger i en skuffe, bliver som sølv til en stak, der skal bæres i flere omgange.

Det er ikke en biting. Vægten og volumen afgør, hvilket pengeskab der er stort nok, om et loftsrum kan bære det, hvad en transport koster, og om beholdningen overhovedet kan flyttes med kort varsel. Den samme mekanik gælder valget mellem formater: en kilobarre er billigst pr. gram, men også den, der fylder mest og er sværest at sælge i dele, mens flere mindre barrer eller mønter koster mere pr. gram og til gengæld kan sælges enkeltvis, efterhånden som behovet opstår.

Tarnering, mælkepletter og daglig håndtering

Sølv reagerer med svovlforbindelser i almindelig luft og danner et tyndt lag sølvsulfid på overfladen — det er selve årsagen til, at sølv anløber, mens guld i praksis ikke gør. Jo mere sølvgenstanden er legeret med andre metaller, jo hurtigere sker det typisk: en mønt eller barre med lavere finhed indeholder mere kobber og andre tilsætningsmetaller, som fremskynder anløbningen, mens finsølv med en finhed tæt på 999/1000 holder sig blankt længere, men til gengæld er blødere og lettere at bule eller ridse. Sølvs relativt lave korrosionsbestandighed sammenlignet med guld er hovedårsagen til, at anløbning slet ikke er et tema ved et guldkøb.

Hvorfor nye bullion-mønter kan få mælkepletter

Såkaldte mælkepletter — hvide eller gråligt-uklare pletter, der sidder fast i overfladen frem for oven på den — opstår typisk allerede under fremstillingen, når rester af den væske, mønterne skylles eller køles med under prægningen, reagerer med sølvet under langvarig opbevaring i forseglet emballage. Pletterne er ikke en fejl i selve sølvindholdet, men de sidder ofte dybere end almindelig anløbning og lader sig sjældent fjerne uden at ændre overfladen yderligere.

Daglig håndtering, der begrænser skaden

Nogle enkle vaner reducerer både anløbning og risikoen for mælkepletter markant: sølv håndteres med bomuldshandsker eller kun i kanten, opbevares tørt og adskilt fra gummi, uld og visse papirtyper, der afgiver svovlforbindelser, og lægges ikke i kapsler eller lommer af blødt PVC, hvis blødgørere over tid kan angribe overfladen. Hverken anløbning eller mælkepletter er reguleret ved lov — det er et rent praktisk spørgsmål om holdbarhed og videresalgsværdi, og den fulde gennemgang af tørhed, temperatur og de forsikringsmæssige krav til selve opbevaringsstedet hører hjemme i guiden om opbevaring og forsikring af ædelmetaller.

Rensning: hvad der er relativt sikkert, og hvad der ikke er

Forskellen til guld er markant nok til at tage med i selve købsovervejelsen: hvor en guldbarre typisk kan ligge årtier uden synlig forandring, kræver en tilsvarende mængde sølv aktiv opmærksomhed, hvis den skal fremstå uberørt ved et senere salg.

Finhed: 999, 925 og de danske sølvstandarder

Et finhedstal angiver, hvor stor en andel af en sølvgenstand der reelt er sølv, målt i promille eller — sjældnere i moderne sammenhæng — i procent. Tallet i sterlingsølv betyder for eksempel, at 925 ud af 1.000 dele er rent sølv, mens resten typisk er kobber, tilsat for at gøre sølvet hårdere og mere holdbart end det bløde, næsten rene metal alene ville tillade. Se også ordforklaringerne om finhed og om promille som finhedsmål for den generelle systematik.

Fra fintsølv til gammelt bestik

Forskellen mellem finsølv og de lavere legeringer er ikke kun kemisk. En moderne investeringsbarre eller -mønt er næsten altid støbt eller præget i 999/1000, fordi købere af rent metal ønsker et forudsigeligt, letberegneligt indhold uden fradrag for legering — britannia-sølv på 958/1000 er en af de få historiske undtagelser, der stadig ses i handlen. Gammelt sølv i form af bestik, dåser og smykker følger derimod historiske brugsstandarder — typisk 800 eller 835 i ældre dansk og tysk husgeråd, 925 i finere og nyere arbejde — fordi disse legeringer tåler daglig brug bedre end det bløde finsølv.

For en køber, der sammenligner en pris pr. gram, er finhedstallet derfor det første, der skal ganges ind i regnestykket: en genstand mærket 800 indeholder pr. definition cirka 20 % mindre sølv pr. gram bruttovægt end en tilsvarende genstand i 999, selv hvis de to genstande ellers ser ens ud eller vejer det samme på en vægt.

Finheden ændrer ikke momsen

Et højere finhedstal gør hverken en barre eller en mønt billigere momsmæssigt. § 33 kender ingen trin efter renhed, og § 73 a — den eneste bestemmelse i momsloven, der overhovedet knytter en retsvirkning til et lødighedstal — gælder alene guld. For sølv har finheden derfor kun én funktion i regnestykket: den omregner bruttovægt til rent metal og afgør dermed, hvor stor en del af prisen der er metal og hvor stor en del der er alt det andet.

Heller ikke den vurdering, der kan sænke momsen ved et videresalg, hænger sammen med finheden. Efter § 69, stk. 3 og D.A.18.3.2 afgøres den af, om metallet er forarbejdet til en mønt, et smykke eller lignende — og derefter af, hvordan genstanden faktisk handles. Et gammelt bestik i 800 eller 925 og en moderne bullion-mønt i 999 kan altså ende hvert sit sted, selv om finhedstallet peger modsat af resultatet.

Hvordan et finhedsstempel adskiller sig fra et prægemærke og fra det, der internationalt kaldes et hallmark, hvilke stempelregler der gælder ved erhvervsmæssigt salg, og hvad en magnettest, en klangprøve eller en syreprøve kan og ikke kan, hører hjemme i guiden om køb af guld.

Industriens efterspørgsel efter sølv

Solpaneler, elektronik og andre industrielle formål trækker en betydelig del af den globale industrisølv-efterspørgsel og er en af grundene til, at sølvprisen bevæger sig efter en anden logik end guldprisen — den fulde gennemgang hører hjemme i guiden om sådan dannes sølvprisen.

Skat ved salg af sølv

En fortjeneste ved videresalg af sølv kan udløse dansk skat på præcis samme grundlag som guld — uden fritagelse, uden holdeperiode og med sine egne regler for opgørelse, fradrag og frister, som hele guiden om beskatning af ædelmetaller i Danmark er forbeholdt.

Kontanter og legitimation ved sølvkøb

Sølvhandel er omfattet af det samme kontantforbud og de samme krav til legitimation ved salg af brugte guld- og sølvvarer som guldhandel, jf. hvidvaskloven, men den fulde gennemgang af kontantgrænser, legitimation og bevilling hører hjemme i guiden om køb af guld.

Opbevaring af større sølvbeholdninger

Sølvs lave pris pr. gram betyder, at en given kroneværdi kræver markant mere plads i en boks eller et pengeskab end den samme værdi i guld, men selve reglerne om forsikring, egen opbevaring og bankboks hører hjemme i guiden om opbevaring og forsikring af ædelmetaller.

Pladsbehovet er derimod et rent købsargument og hører til her. Det, der afgør, hvor meget en beholdning fylder, er ikke prisen, men vægten og metallets rumfang: fordi sølv er både billigere og lettere pr. rumenhed end guld, vokser volumen hurtigere end beløbet. Derfor er det værd at afklare pladsen, før der købes — ikke bagefter.

• Hvor mange kilo bliver det samlede køb, og kan de bæres i én omgang?
• Er der plads til den mængde dér, hvor beholdningen skal ligge, også efter det næste køb?
• Skal formatet vælges efter pris pr. gram eller efter, at dele af beholdningen skal kunne sælges hver for sig?
• Er emballagen tæt nok til at holde luft og fugt ude, og kan den stables uden at ridse?

Finhedsstempel på sølvvarer

Sølvvarer, der sælges erhvervsmæssigt i Danmark, skal som udgangspunkt bære både et finhedsstempel og et fabrikantstempel efter lov om ædle metaller og konfliktmineraler, men de præcise mindstegrænser, vægtundtagelser og tilsynsregler hører hjemme i guiden om køb af guld.

Salg af sølv: de fejl der koster mest

De færreste fejl i denne guide handler om beløb — de handler om at blande de forskellige ordninger sammen. Nedenstående er de misforståelser, der oftest dukker op, når sølv skal købes eller videresælges, og som hver især kan koste enten et unødvendigt momsbeløb eller en ugyldig faktura.

Den fælles løsning på næsten alle fejlene er dokumentation på købstidspunktet: uden en journalført post med lagernummer, købsdato og købspris — selve kravet bag momsbekendtgørelsen § 124, stk. 2 — kan hverken enkeltmargenmetoden eller periodemetoden anvendes korrekt, og forhandleren efterlades uden andet valg end at lægge fuld moms på hele salgssummen, selv hvor en lavere beregning egentlig havde været mulig.

Tjekliste, før et sølvsalg under fortjenstmargenordningen

• Er sælgeren en privatperson eller en anden ikke-momsregistreret part? Kun så er § 69, stk. 1, nr. 1 opfyldt.
• Er der tale om en barre, eller er metallet forarbejdet til en mønt, et smykke eller lignende? Kun det sidste kan overhovedet komme i betragtning.
• Er købspris, købsdato og et lagernummer noteret, så opgørelsen kan dokumenteres over for Skattestyrelsen?
• Er det afklaret, om enkeltmargenmetoden eller periodemetoden bruges — og anvendes den konsekvent for de varer, det gælder?
• Viser den udstedte faktura intet selvstændigt momsbeløb, men i stedet den lovpligtige påtegning om fortjenstmargenordningen?

Fælles for langt de fleste af fejlene er, at de opstår, når en regel fra et andet retsområde — en fortjeneste ved et privat salg (se ordforklaringen) eller udenlandsk praksis — bliver overført til momsen på selve sølvkøbet uden videre. Hvad der gælder for selve fortjenesten ved et senere salg, hører under guiden om beskatning af ædelmetaller i Danmark.

Samlet set er sølv derfor ikke en billigere afart af guld, men et metal med sin egen momsmæssige logik: fuld sats som udgangspunkt, en smal og konkret undtagelse for visse brugte mønter, og en række grænser og formkrav, der hver især afgør, om et køb eller salg lander det rigtige sted i regnestykket. Ingen af delene ændrer sig af, at spotprisen på sølv svinger fra dag til dag — den logik ligger fast, uanset hvad sølvprisen viser i det øjeblik, en handel indgås. Til sidst det, som denne guide ikke er: den giver ingen rådgivning i en konkret sag. Momssatser og beløbsgrænser er regler, men hvordan de falder ud ved det enkelte køb afhænger af omstændigheder, som en generel tekst ikke kender. Ved større beløb, ved videresalg i et omfang der nærmer sig næring, eller ved tvivl om hvilken ordning der gælder, er det en revisor eller en skatterådgiver, der kan svare for netop din situation.