Beskatning af ædelmetaller i Danmark

Den manglende skattepligt ved privat salg

Det første, en dansk ejer af guld eller sølv bør vide, er formuleret negativt: som udgangspunkt er en privat gevinst ved salg af eget indbo slet ikke omfattet af den skattepligtige indkomst. Skattestyrelsens juridiske vejledning fastslår det i afsnit C.C.2.1.3.3.1 som hovedreglen i SL § 5, stk. 1, litra a, om skattefrihed — gevinsten indgår slet ikke i den skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 4 (statsskatteloven, LOV nr. 149 af 10.04.1922, fortsat gældende ret i 2026), fordi SL § 5, stk. 1, litra a udgør den negative afgrænsning af selve indkomstbegrebet.

To undtagelser fører tilbage til SL § 4

Kun to situationer trækker en privat afståelse tilbage ind under den almindelige skattepligt: næring (erhvervsmæssig handel) og spekulation. For den private samler eller investor er det i praksis udelukkende spekulationsbegrebet, der er relevant, og det er emnet for resten af dette afsnit. Næringsbegrebet får sit eget afsnit længere nede, fordi grænsedragningen mellem de to er kvalitativ og ofte overses.

Spekulationsbegrebet: to krav ved erhvervelsen

Spekulation forudsætter to samtidige hensigter, og begge skal foreligge på ét bestemt tidspunkt: erhvervelsen. Vejledningen (C.C.2.1.3.3.3) formulerer det sådan: „Både kravet om videresalgshensigt og kravet om, at videresalget sker med henblik på at opnå fortjeneste, skal være opfyldt allerede ved erhvervelsen.“ Foreligger begge dele, beskattes en senere gevinst som personlig indkomst efter PSL § 3, stk. 1 — den systematiske sammenhæng uddybes i næste afsnit.

Hvornår antages det, at et køb var spekulativt? Retspraksis giver et klart signal for netop ædelmetal: „Barrer af guld, sølv og platin, ensartede mønter i stort antal, fx Krügerrand, … anses normalt for erhvervet i spekulationshensigt“ (Østre Landsret 13.04.1984, TfS 1984.244 Ø). En guldbarre købt i standardstørrelse rammer denne formodning direkte.

Formodningen kan afkræftes

Ordet „normalt“ er afgørende: det er en afkræftelig praksisformodning, ikke en lovbestemt fiktion. Skattestyrelsen vurderer, om genstanden er en, der „normalt kan forventes solgt med fortjeneste“ — en ægte samlermøntsamling kan derfor forblive under C.C.2.1.3.3.4 og en privat afståelsesforretning uden spekulationsbeskatning, hvis dokumentationen understøtter det.

Der findes desuden én tidsrelateret lempelse, men det er ikke en frist: en oprindelig spekulationshensigt „kan opgives“ med den virkning, at der ikke gennemføres nogen beskatning ved afståelsen, og en bortgivelse indikerer normalt netop det (LSRM 1967, 37; LSRM 1976, 129; modsat LSRM 1969, 113). Det er en konkret vurdering i hver enkelt sag — ikke en mekanisme, der indtræder automatisk efter et bestemt antal år.

Guld og sølv beskattes ens

Et af de mest udbredte fejlslutninger om dansk ædelmetalbeskatning er, at sølv skulle høre under kapitalindkomst, mens guld hører under personlig indkomst. Det er forkert, og fejlen er systematisk afkræftet: personskatteloven § 4 opregner kapitalindkomst udtømmende, og fysisk ædelmetal — hverken guld, sølv eller platin — står på den liste. Dermed gælder opsamlingsreglen i PSL § 3, stk. 1 for alle tre metaller, og Vejledningen nævner dem i én og samme sætning i C.C.2.1.3.3.3, uden nogen skelnen i den skattemæssige behandling.

Opgørelsen sker aktiv for aktiv

Fortjeneste eller tab beregnes hverken pr. år eller pr. samlet beholdning, men aktiv for aktiv. Vejledningen er præcis: „Indkomsten opgøres aktiv-for-aktiv … Udgiften til anskaffelse af aktivet kan derfor ikke trækkes fra, før den sammen med salgssummen påvirker opgørelsen af nettofortjenesten ved afståelsen af det pågældende aktiv“ (C.C.2.1.3.3.3). Hver enkelt barre eller mønt bærer altså sin egen anskaffelsessum og sin egen afståelsessum, og de to tal mødes først, når netop den genstand sælges.

Det praktiske resultat: er ti enkeltbarrer købt over fem år til forskellige priser, og sælges tre af dem, skal netop de tre kunne identificeres og dokumenteres hver for sig — der er ingen generel opgørelsesregel, der tillader et gennemsnit eller en samlet pulje. Sølvprisen og guldprisen i realtid, sammenholdt med historiske priser, kan hjælpe med at dokumentere en handelsværdi på en given dato, men erstatter ikke selve købsbilaget.

Personlig indkomst, fire trin og to skattelofter i 2026

En spekulationsgevinst lægges oven i den øvrige personlige indkomst og beskattes efter de almindelige progressionsregler i personskatteloven. For 2026 er der fire trin og to separate lofter, som ikke må forveksles:

To lofter, ikke ét

De 44,57 % i § 19, stk. 1 er det loft, der er relevant for en spekulationsgevinst — det omfatter udtrykkeligt ikke top- og toptopskat, som lægges oveni for de højeste indkomster. De 42,0 % i § 19, stk. 2 er derimod et loft for kapitalindkomstdelen af mellemskatten og har intet at gøre med en personlig indkomst-gevinst på fysisk metal. De to procenttal ligner hinanden nok til, at de ofte forveksles i uofficielle opsummeringer — hold dem adskilt.

AM-bidrag og skattegrænserne

Arbejdsmarkedsbidraget på 8 % falder ikke på en spekulationsgevinst. Arbejdsmarkedsbidragsloven (LBK nr. 121 af 07.02.2020) opregner sit beregningsgrundlag udtømmende efter persongrupper: § 2 lønindkomst og §§ 4 og 5 indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed. En privat spekulationsgevinst er hverken det ene eller det andet og falder derfor uden for begge grundlag.

Det betyder samtidig, at de 8 % ikke må lægges oven i den marginale skatteprocent, når man forsøger at vurdere den samlede skattebyrde af en gevinst.

Gevinst og tab følger ikke samme vej

Her ligger den asymmetri, der giver hele kapitlet sin praktiske betydning. En gevinst er personlig indkomst efter PSL § 3, stk. 1. Et tab er derimod kun et ligningsmæssigt fradrag — det nedsætter alene den skattepligtige indkomst (kommune- og eventuelt kirkeskat), ikke den personlige indkomst, og det kan ikke modregnes i en samtidig eller senere spekulationsgevinst. Spørgsmålet var længe omdiskuteret, men blev endeligt afgjort af Højesteret den 04.06.2025 (SKM2025.541.HR, BS-58276/2024-HJR, der stadfæster SKM2024.592.VLR).

Skatteværdien af et ligningsmæssigt fradrag ligger, som en størrelsesorden afledt af de almindelige kommune- og kirkeskattesatser, omkring 25 % (og lidt derover med kirkeskat) — ikke et fast normtal, men en tilnærmet værdi.

Tabet skal desuden være et ægte handelstab. Ledende praksis stammer netop fra sølvbarrer: købere betalte for barrer, som de aldrig modtog, fordi sælgeren gik konkurs efter underslæb; købet blev anset for spekulation, men tabet var alligevel ikke fradragsberettiget (TfS 1985, 586 ØLD; tilsvarende TfS 1985, 739 ØLD).

Hvorfor asymmetrien opstår

De to beregninger nedenfor illustrerer forskellen. Ingen af dem ender med et konkret skattebeløb, fordi kommune- og kirkeskat kun kan angives som størrelsesorden:

Salgssum, 1 kg guldbarre                                620.000 kr.
− Anskaffelsessum, dokumenteret (C.C.2.1.3.3.3)          540.000 kr.
= Fortjeneste, opgjort aktiv-for-aktiv                    80.000 kr.
  Personlig indkomst, PSL § 3, stk. 1
  Intet bundfradrag, ingen ejertid — beskattes fra
  første krone
  Intet AM-bidrag (AMBL §§ 1, 2, 4, 5)
  Marginalprocenten afhænger af, om mellemskatten
  (641.200 kr., PSL § 7, stk. 2) eller topskatten
  (777.900 kr., PSL § 7 a, stk. 2) er nået — og
  grænserne opgøres EFTER fradrag af AM-bidrag

År 2026, barre A: gevinst           40.000 kr.  → personlig indkomst (PSL § 3, stk. 1)
År 2026, barre B: tab              −40.000 kr.  → ligningsmæssigt fradrag (SKM2025.541.HR)
Nettoresultat i kroner                    0 kr.
Skattemæssigt resultat:            de to poster mødes ikke

Beviset for anskaffelsessummen afgør sagen

Bevisbyrden for en fradragsberettiget anskaffelsessum ligger hos den skattepligtige. Mangler objektiv dokumentation — købsbilag, dato, betalingsvej — kan Skattestyrelsen skønne anskaffelsessummen, og i yderste konsekvens sætte den til 0 kr., så hele salgssummen beskattes.

Den praktiske konsekvens er entydig: gem købsbilag for hver enkelt barre og mønt for sig, med dato, vægt, finhed og betalingsvej, og opbevar dokumentationen adskilt fra selve metallet.

Frister og forældelse fra maj til ti år

Selvangivelsesfristen for de fleste private investorer er 1. maj i året efter indkomstårets udløb — normalfristen for enhver, der modtager en årsopgørelse (skattekontrolloven § 10, stk. 1, LBK nr. 12 af 08.01.2024). Fristen 1. juli gælder derimod kun for de særskilt opregnede undtagelsesgrupper (oplysningsskema, servicemeddelelse, erhvervsvirksomhed m.v.) efter § 10, stk. 2 og § 11 — de to frister må ikke sammenblandes under samme lovhenvisning.

For Skattestyrelsens adgang til at ændre en skatteansættelse gælder skatteforvaltningsloven (LBK nr. 1053 af 20.09.2024):

De 10 år i SFL § 34 a, stk. 4 er forældelsen af selve kravet, ikke en genoptagelsesfrist — de to må ikke forveksles.

Den korte frist bortfalder ved opbevaring i udlandet

Den korte toårsfrist gælder kun ved „enkle økonomiske forhold“. BEK nr. 49 af 24.01.2025, § 2, nr. 4 udelukker udtrykkeligt enkle forhold, hvis den skattepligtige har „aktiver eller passiver af betydning for skatteansættelsen i udlandet“.

Næring kontra spekulation, og hvor moms hører til

Grænsen mellem spekulation og næring trækkes kvalitativt, ikke ud fra en bestemt omsætning eller et bestemt antal salg. Vejledningen formulerer princippet direkte: „Spekulation adskiller sig fra næring ved ikke at have den varige, systematiske karakter, idet spekulation er forbeholdt nogle få enkeltstående overdragelser“ (C.C.2.1.3.3.3). Der findes ingen lovfæstet talgrænse for antallet af handler i indkomstskatteretten — vurderingen sker samlet, ud fra systematik, professionalisme og finansiering.

Selve momsbehandlingen af guld og sølv ved køb hører ikke hjemme i denne guide. Investeringsguldets momsfritagelse gennemgås i guiden om køb af guld. Reglerne om moms på sølv og om fortjenstmargenbeskatning ved brugte varer hører til i guiden om køb af sølv. Denne guide vender kun tilbage til momsen, hvor det er nødvendigt for at forstå selve spekulations- og arveafgiftsreglerne.

Boafgift og tillægsboafgift ved dødsfald

Når ejeren af guld eller sølv dør, skifter beskatningen spor. Det er ikke længere spekulationsreglerne fra afsnittene ovenfor, der afgør noget, men boafgiftsloven (LBK nr. 11 af 06.01.2023, som ændret ved LOV nr. 482 af 22.05.2024 og LOV nr. 369 af 09.04.2025). Boafgift er en afgift på selve boet — ikke en arveafgift, der beregnes særskilt for hver enkelt arving. Satsen er 15 % af det, der er tilbage, efter at et bundfradrag er trukket fra boets samlede aktiver én gang, uanset hvor mange arvinger der er (§ 1, stk. 1; § 6, stk. 1, litra a). Den nærmeste personkreds — børn, forældre og nogle få andre grupper, gennemgået i næste afsnit — betaler kun denne ene sats. Alle andre, herunder i 2026 stadig søskende, niecer, nevøer og venner, betaler derudover 25 % tillægsboafgift af beløbet, der er tilbage efter den almindelige boafgift (§ 1, stk. 2; § 7). Fordi tillægsboafgiften beregnes af nettobeløbet efter boafgift og ikke oveni hele grundlaget, ender den kombinerede belastning ikke på 40 %, men på 36,25 % — det er selv det tal, lovgiver bruger i § 23, stk. 2. Den efterlevende ægtefælle er som den eneste helt fritaget for boafgift (§ 3, stk. 1, litra a).

Beløbene i boets opgørelse skal kunne dokumenteres på samme måde, som beskrevet under opbevaring og forsikring ovenfor — den oprindelige købspris er ikke det, der tæller her, men handelsværdien på et bestemt stikdatum, som forklares to afsnit nede.

Et regneeksempel: bo, bundfradrag og de to afgifter

Ingen af de to satser er skøn — begge er faste procentsatser i loven, så beregningen kan, i modsætning til spekulationsbeskatningen, godt ende med et konkret kronebeløb:

Boets aktiver til handelsværdi på skæringsdagen
(boafgiftsloven § 12, stk. 1)                           1.500.000 kr.
− bundfradrag, én gang for hele boet
  (§ 6, stk. 1, litra a)                                   392.300 kr.
= grundlag for boafgift                                  1.107.700 kr.
× 15 % (§ 1, stk. 1)                                        166.155 kr.

Arving uden for personkredsen i § 1, stk. 2: yderligere
25 % tillægsboafgift af beløbet efter boafgift — uden
eget bundfradrag (§ 7).
Samlet belastning bliver 36,25 % (15 + 25 × 0,85); det
er det tal, lovgiver selv bruger i § 23, stk. 2.

Bundfradrag, bagatelgrænse og hvem der er omfattet

Dansk arveafgift kender ingen skatteklasser i tysk forstand. I stedet afgrænser § 1, stk. 2 en lukket personkreds, der alene betaler den almindelige boafgift på 15 %; alle uden for kredsen betaler tillægsboafgiften oveni.

Bagatelgrænsen på 2.000 kr. i § 6, stk. 3 må ikke forveksles med en anden grænse med et lignende navn: ordforklaringen til bagatelgrænse ved afståelsesgevinst beskriver et helt andet begreb, der hører til spekulationsbeskatningen ovenfor — og som forklaret dér findes der ingen tilsvarende bagatelgrænse for selve spekulationsgevinsten. De to må ikke sammenblandes, selv om ordet er det samme.

Fra 1. januar 2027 udvider LOV nr. 482 af 22.05.2024 personkredsen, så også søskende fremover kun betaler den almindelige boafgift ved dødsfald. Indtil da, altså i hele 2026, står søskende uden for kredsen og betaler tillægsboafgift oveni de 15 %.

Gaveafgift og gaver mellem private

Gaver mellem levende følger sine egne satser og bundbeløb, adskilt fra boafgiften. Inden for gavekredsen — i praksis den samme personkreds som ved dødsfald — er satsen 15 % (§ 23, stk. 1); til stedforældre og bedsteforældre er den til gengæld 36,25 % (§ 23, stk. 2), samme sats som tillægsboafgiften. Der er et årligt bundbeløb pr. giver, modtager og kalenderår på 80.600 kr. (2026), hvorunder ingen gaveafgift skal betales; for en svigersøn eller svigerdatter er bundbeløbet lavere, 28.200 kr. (§ 22, stk. 1 og stk. 2). Et arveforskud — et forskud på en senere arv — behandles retligt som en gave (§ 23, stk. 3) og udløser derfor anmeldelsespligt med det samme, ikke først ved dødsfaldet.

En gave, der holdes inden for det årlige bundbeløb hvert år, kan være en måde at flytte værdier over flere år på — den slags gradvise strategi hører hjemme i den enkeltes egen planlægning og har intet med en ædelmetal-opsparingsplan at gøre, men princippet om årlige, adskilte gaver er det samme.

Gaver uden for gavekredsen er dyrere, ikke billigere

Her ligger en fælde, som den danske logik vender om i forhold til, hvad man umiddelbart skulle tro. En gave til en person uden for gavekredsen — i 2026 stadig søskende, medmindre de har boet sammen med giveren i mindst to år — udløser slet ingen gaveafgift. Det lyder som en fordel, men er det modsatte: en sådan gave er i stedet indkomstskattepligtig som personlig indkomst hos modtageren, uden noget bundbeløb overhovedet. „Ikke gaveafgiftspligtig“ betyder her næsten altid „dyrere“, ikke „gratis“.

Værdiansættelse til handelsværdi og skæringsdagen

Både ved dødsfald og ved gave er det ikke købsprisen dengang, der lægges til grund, men handelsværdien på et bestemt stikdatum. Ved dødsfald er det aktiver og passiver i boet, der ansættes til handelsværdi på den skæringsdag, der er fastsat i boopgørelsen (§ 12, stk. 1); den seneste tilladte skæringsdag er ét år efter dødsfaldet (dødsboskifteloven § 31). Ved gave er det handelsværdien på selve modtagelsestidspunktet, og den værdi er bindende for begge parter (§ 27, stk. 1).

Fordi guld- og sølvpriser svinger dagligt, betyder valget af skæringsdag noget i sig selv — et bo kan vælge en skæringsdag tættere på dødsdagen eller helt frem til étårsdagen, afhængigt af hvornår boopgørelsen realistisk kan færdiggøres. Loven giver ikke boet et frit valg mellem flere datoer for at ramme en lavere pris; skæringsdagen skal afspejle, hvornår boets aktiver og passiver reelt er gjort op, og det er den dag, handelsværdien skal fastsættes til.

Skattestyrelsen fører kontrol med værdiansættelsen og kan ændre den eller bede skifteretten om en sagkyndig vurdering — inden for 3 måneder efter, at boopgørelsen er modtaget (§ 12, stk. 2); boet kan omvendt selv bede om en vurdering inden for 4 uger. For ædelmetal er dette en reel risiko, fordi værdien er let at efterprøve mod spotprisen på det pågældende stikdatum — guldprisen og historiske priser kan begge bruges til at dokumentere, hvad handelsværdien plausibelt var på en given dato, og en smelteværdiberegner kan omregne vægt og finhed til en aktuel værdi som udgangspunkt for vurderingen.

To myndigheder, skifteret og Skattestyrelsen

Ansvaret er delt mellem to myndigheder, og hvilken der er relevant, afhænger af, om der er tale om et dødsfald eller en gave. Ved dødsfald er det skifteretten ved byretten, der gennemgår boopgørelsen og beregner og opkræver selve boafgiften og tillægsboafgiften (dødsboskifteloven § 80); Skattestyrelsen kontrollerer alene værdiansættelserne, som beskrevet ovenfor. Boopgørelsen skal foreligge senest 15 måneder efter dødsdagen (§ 32), og afgiften skal betales senest 4 uger efter opkrævningen plus yderligere 14 dage, hvorefter der påløber morarenter (boafgiftsloven § 19). En klage over selve beregningen går til skifteretten inden for 4 uger.

Ved en gave er det derimod Skattestyrelsen, der er den umiddelbare myndighed: både giver og modtager skal anmelde gaven senest den 1. maj året efter, at gaven er givet (§ 26, stk. 1) — dør en af parterne inden da, forkortes fristen til 8 uger. Overtrædelse straffes med bøde; sker det med forsæt til at unddrage sig afgift, kan straffen stige til bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder (§ 41, stk. 1 og stk. 3).

De to sagsgange er ikke bare administrativt forskellige, de har også forskellige konsekvenser, hvis en frist glider. Ved et dødsfald er det boet selv, der bærer morarenten, hvis betalingen af boafgiften trækker ud — noget arvingerne i praksis mærker som en mindre udlodning, ikke som en selvstændig sanktion mod den enkelte. Ved en gave er anmeldelsespligten derimod personlig og ligger på begge parter samtidig; glemmer både giver og modtager fristen, er det en overtrædelse af § 26, stk. 1 for dem begge, uafhængigt af hinanden. Det er en af de praktiske grunde til, at en gave af fysisk guld eller sølv bør ledsages af en skriftlig, dateret erklæring med parternes underskrifter — ikke fordi loven kræver en bestemt formular, men fordi bevisbyrden for, hvornår og til hvilken værdi gaven blev givet, i praksis ligger hos parterne selv.

Det forenklede skifte, som ædelmetal ofte forhindrer

Her ligger en dansk særegenhed, som ikke har noget tysk modstykke. Det forenklede private skifte (forenklet privat skifte) forudsætter, at der slet ikke skal betales boafgift eller tillægsboafgift af boet overhovedet (dødsboskifteloven § 33, stk. 1, nr. 1). En ædelmetalbeholdning, der løfter boets samlede værdi over bundfradraget på 392.300 kr. (2026), udelukker dermed dette forenklede spor — også for et bo, der ellers ville være ukompliceret, med kun ét eller to aktiver og få arvinger.

Metal, der aldrig kommer med i boopgørelsen, undgår ikke automatisk dette problem — det skaber i stedet en anden og alvorligere risiko, som beskrives fra et andet perspektiv i guiden om nedgravning af ædelmetaller og loven. Ædelmetal, der opbevares i hjemmet som egen opbevaring, skal med i boopgørelsen på lige fod med metal i en bankboks eller et depot.

Succession og opskrivning af anskaffelsessummen

Når et aktiv går i arv, opskrives anskaffelsessummen som udgangspunkt til den værdi, aktivet er optaget med i boopgørelsen. Dødsboskatteloven (LBK nr. 426 af 28.03.2019) formulerer det sådan i § 35, stk. 2: arvingen anses for at have erhvervet aktivet til den værdi, „hvormed aktivet er medtaget i boopgørelsen, jf. dog boafgiftslovens § 12“ — medmindre andet følger af tre undtagelsesbestemmelser, §§ 36-38. Det betyder i praksis, at arvingens fremtidige spekulationsgevinst eller -tab regnes fra boopgørelsens værdi, ikke fra afdødes oprindelige købspris — men kun, hvis aktivet faktisk er ført ind i boopgørelsen med sin egen værdi. Denne opskrivning er derfor en dokumentationspligt, ikke en automatisk fordel: er en guldbarre eller møntsamling ikke opført særskilt, med serienummer eller anden identifikation hvor det er relevant, mangler arvingen et grundlag at bygge en senere opgørelse på.

Undtagelsen, der sjældent rammer private samlere

Den praktisk vigtigste undtagelse er § 36: konstateres der en gevinst ved udlodningen fra et bo, der ikke er fritaget for indkomstskat efter § 6, indtræder modtageren i boets skattemæssige stilling, herunder den oprindelige hensigt — medmindre gevinsten i stedet beskattes hos boet selv efter § 28, stk. 3 eller § 29. Denne undtagelse rammer først, når boet overstiger grænsen for indkomstskattefrit bo på 3.563.100 kr. (2026). For det almindelige arvebo forbliver hovedreglen om opskrivning efter § 35, stk. 2 derfor gældende.

I praksis betyder det, at den, der arver guld eller sølv, bør bede om at få hver enkelt barre og mønt opført i boopgørelsen med sin egen handelsværdi — ikke som en samlet „beholdning af ædelmetal“ til en rundet totalværdi. Er der senere tale om et salg af netop den ene barre, er det den værdi, som boopgørelsen sætter på den barre, der er arvingens anskaffelsessum efter opgørelsesprincippet aktiv for aktiv, beskrevet i afsnittet ovenfor om selve opgørelsen. En samlet totalværdi uden opdeling på de enkelte aktiver efterlader arvingen uden et klart tal at regne videre fra ved et senere salg.

Det uskiftede bo og arv i udlandet

Den mest almindelige danske konstellation er slet ikke et almindeligt skifte, men det uskiftede bo: den efterlevende ægtefælle fortsætter i afdødes skattemæssige stilling (§ 59, stk. 1), og der sker ingen opskrivning af anskaffelsessummen på dette tidspunkt. Boafgiftspligten opstår først senere, når boet på et tidspunkt rent faktisk skiftes (boafgiftsloven § 8, stk. 2). Den intuitive antagelse om, at „værdien skrives op, når man arver“, holder altså ikke i den situation, der rent faktisk er den hyppigste.

Arv i udlandet og modregning af udenlandsk afgift

Havde afdøde dansk hjemting, omfatter afgiftspligten hele formuen, „uanset hvor den befinder sig“ (§ 9, stk. 1) — også ædelmetal, der ligger i et udenlandsk toldfrit lager eller en udenlandsk boks, med de samme krav til opbevaring og dokumentation som herhjemme. Havde afdøde ikke dansk hjemting, omfatter afgiftspligten kun dansk fast ejendom og formue tilknyttet et fast driftssted her (§ 9, stk. 2) — indholdet af en dansk bankboks tilhørende en person uden dansk hjemting falder dermed uden for den danske boafgift. Er der betalt afgift af det samme aktiv i udlandet, modregnes det i den danske afgift, dog højst op til selve det danske beløb (§§ 15, 29).

Det praktiske problem ved metal i udlandet er sjældent selve afgiftssatsen, men overblikket. Et depot eller en boks i et andet land indgår i boopgørelsen på samme måde som et dansk aktiv, men skifteretten og Skattestyrelsen har ingen selvstændig adgang til at kontrollere det — bevisbyrden for, at aktivet findes, hvad det er værd, og at det rent faktisk er kommet med i opgørelsen, ligger hos boet selv. Kombineret med, at den korte toårsfrist for skatteansættelsen bortfalder ved udenlandske aktiver, som beskrevet i afsnittet om frister ovenfor, betyder det, at et udenlandsk depot bør dokumenteres mindst lige så grundigt som et dansk, og gerne med en oversigt, der ligger sammen med resten af boets papirer, ikke kun hos den udenlandske depotholder selv.

Hvad denne vejledning ikke dækker

Denne guide har gennemgået hele den danske skattemæssige livscyklus for ædelmetal: spekulationsbeskatning ved salg, og boafgift, tillægsboafgift og gaveafgift ved dødsfald og gave. Den dækker bevidst ikke selve momsbehandlingen ved køb — investeringsguldets momsfritagelse forklares i guiden om køb af guld, og brugtmomsordningen for sølv i guiden om køb af sølv. Selve prisdannelsen — hvorfor guld- og sølvpriserne bevæger sig, som de gør — hører til i guiderne om hvordan guldprisen dannes og hvordan sølvprisen dannes. Platin og palladiums egne momsspørgsmål og stempelregler er samlet i guiden om platin og palladium, og hvad der gælder for metal, der findes i jorden eller graves ned, hører udelukkende hjemme i guiden om nedgravning af ædelmetaller og loven.

Har boet en sammensat formue, ejendom i flere lande eller andre komplikationer, som denne guide ikke kan rumme, er en advokat eller revisor med erfaring i skifteret det rette sted at starte — denne tekst beskriver alene den almindelige danske retsstilling for indkomståret 2026, ikke individuel rådgivning.