Magnettest

Magnettesten hører til de hurtigste og billigste metoder til ægthedskontrol af ædelmetaller. Den bygger på et grundlæggende fysisk princip: Ædelmetallerne guld, sølv og platin er ikke ferromagnetiske – en stærk magnet tiltrækker dem ikke mærkbart. Reagerer en barre eller en mønt tydeligt på magneten, er der begrundet mistanke om uædle tilsætninger eller en fuldstændig forfalskning.

Fysisk baggrund: metallers magnetisme

Metaller kan inddeles i tre magnetiske klasser:

Guld er diamagnetisk – det frastødes endda minimalt af en magnet, hvilket dog ikke kan mærkes uden specialmåleudstyr. Sølv opfører sig på samme måde. Platin er derimod svagt paramagnetisk, hvilket betyder: En meget stærk neodymmagnet kan tiltrække platin minimalt, uden at der må udledes et forfalskningstegn heraf. Ved praktisk ægthedskontrol af platin skal magnettesten derfor anvendes med forsigtighed.

Gennemførelse af magnettesten

Til en meningsfuld magnettest anbefales en neodymmagnet af kvalitetsklassen N52 – billige ferritmagneter fra hobbyafdelingen giver ofte ikke et klart resultat.

Trin for trin:

1. Læg barre eller mønt på et glat, ikke-magnetisk underlag.
2. Nærm langsomt neodymmagneten fra oven eller fra siden.
3. Observer reaktionen: Mærkbar tiltrækning = mistanke; ingen reaktion = uden bemærkninger.
4. Valgfrit: Lad mønten glide på en let hældende flade, og hold magneten til siden – en ferromagnetisk legering bremser eller stopper mønten.

Vurdering af magnettest:
  Stærk tiltrækning  →  ferromagnetisk tilsætning – meget sandsynligt uægte
  Svag tiltrækning   →  paramagnetisk (platin normalt, ved guld/sølv: mistanke)
  Ingen reaktion     →  diamagnetisk – bestået (guld, sølv)

Magnettestens grænser: wolframforfalskninger

Magnettestens vigtigste svaghed er den såkaldte wolframforfalskning: Wolfram har en lignende massefylde som guld (wolfram: 19,25 g/cm³, guld: 19,32 g/cm³) og er ligeledes ikke ferromagnetisk. Barrer med wolframkerne og guldbelægning består magnettesten problemfrit – de skiller sig hverken ud ved vægt eller magnettiltrækning.

Det samme gælder forfalskninger af messing, bronze eller forgyldt kobber, der er udstyret med en umagnetisk kerne. Magnettesten udelukker derfor ikke disse varianter. For en pålidelig kontrol skal den altid kombineres med yderligere metoder.

Supplerende kontrolmetoder i overblik

For begyndere anbefales kombinationen af magnettest, møntvægt-kontrol og massefyldebestemmelse – tre enkle metoder, der sammen afslører de hyppigste forfalskningstyper.

Svingtesten som særform

En variant af magnettesten er den såkaldte svinge- eller Lenz-test (også: magnetvægt): Her bevæges en stærk magnet hurtigt forbi en sølv- eller guldmønt. I ægte ædelmetal skaber det bevægede magnetfelt en hvirvelstrøm (Lenz' lov), der forårsager en målbar bremsemodstand. En mønt af uædelt metal uden denne egenskab viser ingen sådan effekt.

Hvirvelstrøm-formel (forenklet):
  P = (σ · d² · B² · ω²) / k

  σ = metallets elektriske ledningsevne
  d = lederens tykkelse
  B = magnetfeltstyrke
  ω = vinkelhastighed af den relative bevægelse
  k = geometrifaktor

Sølv har den højeste elektriske ledningsevne af alle metaller og viser den stærkeste hvirvelstrømseffekt. Apparater som "Sigma Metalytics" udnytter dette princip i digital form og kan også estimere finheden.

Anvendelse ved mønter vs. barrer

Ved investeringsmønter (fx Krügerrand, Wiener Philharmoniker) er magnettesten særligt udbredt, fordi møntforfalskninger ofte består af jernlegeringer og reagerer med det samme. Ved barrer – især større formater fra 100 g – er magnettesten alene på ingen måde tilstrækkelig; her er Arkimedes-prøve eller ultralyd tvingende nødvendige.

Vigtig bemærkning: Magnettesten siger intet om metallets finhed. En mønt af 333er guld (8 karat) består magnettesten lige så vel som en af finguld (999), så længe der ikke er ferromagnetiske legeringsmetaller i den.

Kort fortalt

Magnettesten er et uundværligt første hurtigtjek: Reagerer et ædelmetalstykke stærkt på en neodymmagnet, er det med høj sandsynlighed uægte eller stærkt forurenet. Forbliver det uden bemærkninger, er det et godt tegn – men ingen frikendelse. Først kombinationen med vægt-, størrelses- og massefyldekontrol giver et pålideligt samlet billede.

Kilder: LBMA (lbma.org.uk), WebElements (webelements.com).