Magnetvægt / svingtest
Også: Svingtest, Lenz-test, Diamagnetisme-test
Magnetvægten udnytter Lenz-effekten og ædelmetallers diamagnetiske egenskaber til at skelne ægte guld- og sølvbarrer eller -mønter fra magnetiske forfalskninger.
Kan du lide det, du ser og læser?
Vi lægger hele vores hjerte i at holde preciousmetalprices.com hurtig, ren og gratis — ingen betalingsmure, intet rod, kun pålidelige fakta og live-priser. Hvis det hjælper dig, er den bedste måde at sige tak på at give det videre. Hver deling hjælper en anden investor med at opdage os og holder projektet i live. 💛
Kan du lide det, du ser og læser?
Vi lægger hele vores hjerte i at holde preciousmetalprices.com hurtig, ren og gratis — ingen betalingsmure, intet rod, kun pålidelige fakta og live-priser. Hvis det hjælper dig, er den bedste måde at sige tak på at give det videre. Hver deling hjælper en anden investor med at opdage os og holder projektet i live. 💛
Magnetvægten – også kaldet svingtest eller Lenz-test – er en ikke-destruktiv metode til ægthedskontrol af ædelmetaller, der bygger på det fysiske princip om Lenz' lov. Føres en stærk permanent neodymmagnet skråt hen over en ægte guldmønt eller en guldbarre (eller omvendt bevæges metallet forbi en magnet), inducerer det diamagnetiske metal en modsatrettet hvirvelstrømsbremse – stykket vipper mærkbart langsommere end forventet, eller en hængende magnet viger til side.
Fysisk princip
Ædle metaller som guld og sølv er diamagnetiske: De frastødes minimalt af magneter og skaber målbare hvirvelstrømme, når de passerer gennem et magnetfelt (Lenz-effekt). Ferromagnetiske eller paramagnetiske materialer, der bruges til forfalskninger (fx wolfram, bly, kobber-zink-legeringer), opfører sig fundamentalt anderledes – enten tiltrækkes de, eller hvirvelstrømsbremsen bliver tydeligt svagere.
Hvirvelstrøm-bremsekraft ∝ σ · B² · v · V
σ = elektrisk ledningsevne (S/m)
B = magnetens flusdensitet (T)
v = relativhastighed (m/s)
V = prøvevolumen (m³)
Bremsekraften afhænger altså af ledningsevne, magnetfeltstyrke og prøvevolumen – alle materialespecifikke størrelser, som forfalskere næppe kan forfalske samtidigt.
Svingtestens forløb
- Opstilling: Der bruges en skrå rampe (ca. 45°) af ikke-magnetisk materiale (træ, akryl) og en stærk neodymmagnet (mindst N42).
- Fastlæg reference: Lad en kontrolleret originalmønt (fx Krügerrand eller Wiener Philharmoniker) glide ned ad rampen, og mål tiden.
- Anlæg prøveemne: Test den mistænkelige mønt eller barre under samme betingelser.
- Vurdering: Betydeligt hurtigere glidning eller tiltrækning til magneten tyder på forfalskning; jævn forsinkelse taler for ægte ædelmetal.
Metodens grænser
Magnetvægten er ingen mirakelkur. Wolframforfalskninger med guldbelægning har en næsten identisk massefylde som ægte guld (19,25 vs. 19,32 g/cm³) – og da wolfram er svagt paramagnetisk, bliver hvirvelstrømsbremsen i svingtesten lige så lille som ved ægte guld. Her kan en svingtest alene ikke skelne pålideligt. For holdbare resultater bør den derfor altid kombineres med massefyldebestemmelse efter Arkimedes og røntgenfluorescensanalyse. Ligeledes er en vægt- og målkontrol via møntvægt-kontrollen fornuftig.
Kort fortalt
Svingtesten er en hurtig, billig førsteindgang til ægthedskontrol af ædelmetaller, der pålideligt afslører ferromagnetiske forfalskninger – til højkvalitets wolfram-imitationer kræves der dog supplerende metoder som massefyldemåling eller ultralyd.
Kilder: LBMA (lbma.org.uk), Bundesanstalt für Materialforschung – BAM (bam.de).